Forventningerne var høje da vi landede i Bangkok, men det skulle vise sig, at vores tålmodighed kom på prøve fra starten (det skulle senere vise sig, at der var en rigtig god forklaring på det). Ingen kom og hentede os, som vi var blevet lovet, så da vi efter 22 timers rejsetid, havde stået og ventet i én time ringede vi til vores kontaktperson og så viste det sig, at chaufføren stod 200 meter fra "det aftalte sted" og ventede på en pige fra Australien, som havde misset et fly (Grhhhh!).
Efter yderligere to timer ankom hun og vi kunne gå ud til bilen!
Da vi havde kørt ca. 50 km, drejede chaufføren ind på et universitet, men vi tænkte bare, at det var her vi skulle være i vores intro-uge. Det var det ikke. Vi skulle skifte til en bil med større dæk pga. oversvømmelsen i Ayutthaya, så vi kørte videre. Lene og jeg sendte mange ”sigende” blikke til hinanden. Først nu fik vi at vide hvor slemt situationen stod til i Ayutthaya og at vi ikke ville blive kørt dertil på nuværende tidspunkt, vi ville blive indkvarteret privat.
Vore blikke blev mere og mere sigende og den første dag måtte vi flere gange gøre hinanden opmærksom på, at den nonverbale kropssprog er international!!!
Billed: Huset vi boede i den første nat.
Et underligt syn mødte os på den tre-sporede motorvej. I den miderste vognbane kørte bilerne i konvoj. Det så ud som om de blev eskorteret af politiet (senere fik vi at vide, det var en slags vejhjælp). Konvojen bestod af mange biler med åbent lad, hvor der sad mindst 4 unge mennesker, enkelte gange det dobbelte. Desuden var der lastbiler, varevogne og private biler med forsyninger. Vi så også en del biler der kørte med flere (rednings)både stablet ovenpå hinanden. Alle kørte 120 km i timen – også bilerne med de unge mennesker på det åbne lad. På broerne stod bilerne parkeret i lange rækker i siderne for at beskytte dem mod vandet.
Billed: Værelset hvor vi sov tre piger.
Billed: Dorothea, den 19. årige pige fra Tyskland, som blev fanget af flodbølgen.
Vi blev indkvarteret sammen med den australske pige (Sophie på 19 år – som rejser alene). Lidt efter kom endnu en 19 årig tysk pige (Dorothea) til huset. Hun var tydeligt mærket, men vi vidste ikke rigtig hvad der var sket. Det fortalte hun os – og først der gik situationens alvor op for os. Hun var blevet fanget sammen med sin værtsfamilie i det hus de boede i. De måtte i al hast forlade huset og hoppe op på ladet af en lastbil, for at vente på redning. Hun måtte efterlade alt sin bagage. Hendes sko var blevet våde under redningen, så hun gik rundt i Lenes sko det første døgn.
Der kom flere og flere mennesker til huset hvor vi boede – det var en oplevelse, men også en prøvelse, som både Lene og jeg var skiftevis fascineret af og frustreret over situationen. Alle var hjælpsomme og flinke og om aftenen blev vi vist op til et lokalt – meget lokalt!!! – marked. Der var alt fra en død rotte på vejen til råt kød af alle mulige afskygninger, uden køl og rindende vand.
Billed: Fisken blev rengjort og parteret på stedet, inden den transporteres hjem. Rindende vand? - vi så det ikke!
Nu vi taler om vand, så var der ingen vand i hele området. Det vil sige toiletskyl foregik med regnvand fra en kæmpe tønde og hænderne…tja…der var vi rigtig glade for vores medbragte håndsprit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar