Det har været en rigtig god dag på klinikken, som vi vil prøve at levendegøre for jer med ord og billeder. Klokken er nu 22.30 og vi sidder på en udendørs restaurant og skriver. Vi kan høre frøerne kvække (ligesom på Koh Samed), det er varmt og den venlige receptionist har stillet en blæser op foran os.
Da vi mødte på klinikken kl. 8.45 var der stuvende fuld af mennesker og der var ingen stole til os (vi må helst ikke står op, heller ikke når vi er på patientbesøg!). Vi blev vist op foran og de hentede én stol og samtidig pegede de på skrivebordet, begge står med fronten mod "de ventende". Der skal jeg IKKE sidde, skyndte Lene sig at sige, hvorefter hun satte sig på stolen...
Billed: ...så det blev Bente der fik hæderspladsen
Vi sad der "til offentligt skue" og andede intet om, hvad der skulle ske (information???).
Pludselig kommer kontorchefen (Moo) ud og siger noget til hele forsamlingen, alle smiler og rejser sig op. Så vi rejser os også. Sekretæren Daeng, hvis stol Bente varmede, begyndte at lave gymnastik og hele forsamlingen var med...også os!
Billed: Daeng aktiverer patienterne i ventetiden - og os!
Vi fik rørt lattermusklerne, for vi skulle også sige lyde (det var vist noget med at få bugmusklerne med i vejrtrækningen) og det gav en dejlig stemning i venteværelset. Folk synes det var meget morsomt, at Bente sad på Daengs stol, så vi lavede også lidt sjov med, at hun styrede "papirgangen".
Billed: Bente bag "disken"
Lægen kom kl. 9 og så blev der stille. Han hilste på forsamlingen og alle hilste pænt tilbage.
Det viste sig, at de alle havde diabetes og var blevet bedt om, at komme for at blive "undervist" i diabetes, kost og motion.
Lægen talte i 3 kvarter og indimellem skulle forsamlingen gentage hvad han sagde. Bagefter fortalte han, at patienterne alle var blevet bedt om at komme, fordi de ikke passede deres diabetes. Ingen tvivl om, at han brænder for patienternes sundhed. Han fortalte, at han, hvis patienten ikke følger hans råd, kan finde på at sige, han ikke kommer på besøg i hjemmet mere.
Derefter klarede han 33 patienter på under én time (vi beskriver senere det særlige effektiviseringssystem de har i venteværelset).
Efter dagens arbejde blev vi kaldt ind på kontoret og vi fik mulighed for at stille spørgsmål. Vi forsøgte endnu engang, at få lov til at besøge hospitalet, men det kan ikke lade sig gøre, fordi vi ikke har nok tid til, at søge om det (bureaukatiet i Thailand! - det var ikke det ord han brugte). Han fortalte, at familierne passer patienterne, når de er indlagt på hospitalet (personligt pleje) og at sygeplejerskerne kun tager sig af sygeplejen. Familierne er hos patienten og sover under patientens seng, udenfor...eller???
Der arbejder 50 læger på sygehuset, men han er den eneste der arbejder i de tre "Healthcare" centre der er i området og tager på hjemmebesøg.
I Thailand er der én læge for hver 12.000 patienter. Lønnen (det spurgte vi ikke lægen om!) er på cirka kr. 10.000 pr. måned. Til sammenligning tjener de der arbejder i barerne eller på restaurenter mellem 3.000 og 6.000 Bath pr. måned (Det er mellem 600 og 1200 kroner).
Mht. hjælpemidler, så køber familierne det selv, men hvis de ikke har penge til det, så får de det fra "The Goverment". Der er et Rehabiliteringscenter (12 km. fra Nong Khai), som patienterne kan komme på og få de hjælpemidler de har brug for. Det ville også have været interessant at se det sted, men vi kan ikke nå det. I går da vi kørte i Tuctuc fra busstationen og ud til hotellet, så vi en butik der handler med hjælpemidler, den vil vi prøve om vi kan finde igen i morgen. Det kunne være lidt interessant at se hvad de har, priser og måske er vi heldige, at der er én der kan tale engelsk i butikken, så vi kan få lidt mere at vide om økonomien omkring hjælpemidler for de enkelte familier.
Billed: Denne patient har vi været på hjemmebesøg hos og hun var også blevet bedt om, at møde op til "undervisning". Lægen fortalte senere, at han ikke var tilfreds med hendes indsats i at passe på sig selv - derfor havde han bedt hende om at komme.
Én af patienterne havde vi været med på hjemmebesøg hos og hun smilede og fortalte de øvrige patienter om os. Det endte med, at hun inviterede os med på marked (efter hendes konsultation), hvor hun ville spise sammen med os. Det var meget rørende og flink af hende, men vi fik forklaret, at vi jo var på arbejde og ikke kunne gå fra det. Det var lidt pinligt og vi var meget forsigtige med at "takke nej" på en høflig måde. Da vi et par dage forinden netop havde fået en masse om thaikultur - og det at tabe ansigt - forklaret af en australier, der har boet her i mange og taler flydende Thai. Vi fik, at vide det var ok, at hun accepterede, at vi ikke kunne gå med hende, så vi klarede "eksamenen". Når sandheden skal frem, så er sandheden, at Lene og jeg var rystende nervøse for, at skulle spise mad fra markedet med hende. Vi havde jo været nødt til at spise den - og vi har kategorisk ikke indtaget mad fra markeder og gadekøkkener, for at undgå maveproblemer.
